Smukke barndomsminder: En følelse af varme og tryghed
Intet er så følelsesladet som at se tilbage på sin egen barndom. Hvorfor lukker du ikke øjnene og tager en tur ned ad mindernes allé? Hvad ser, hører og lugter du? Ofte er det bare tågede minder, der dukker op. Andre tanker er derimod lige så konkrete som scener fra en film foran vores indre øje. Fødselsdagslysene på kagen. Tyggegummiautomaten med de der kugler, som dybest set smager forfærdeligt kedeligt. Den delikate duft af solcremen, som mor smurte os ind i ved søen.
Jo mere følelsesladede indtrykkene var, jo mere nærværende er billederne i vores bevidsthed - farverige, men også kedelige. Og ifølge forskerne behøver de ikke engang at have fundet sted i virkeligheden. Vores hjerne danner først "rigtige" minder i femårsalderen. Men er det i sidste ende ikke ligegyldigt, om tingene faktisk skete på den måde? En ting er sikkert: At fordybe sig i lykkelige barndomsøjeblikke er balsam for sjælen, reducerer stress og hjælper os med at træffe de rigtige beslutninger. Gode grunde til at føle sig
som du gjorde som barn.
LEA-læsernes barndomsminder
Frederike (34): "Der var ikke noget kaos hos mormor, kun kærlighed og udelt opmærksomhed"
"Jeg har seks søskende. Selvfølgelig elsker jeg dem alle sammen. Men det var ofte hektisk og højlydt derhjemme. Vi kæmpede meget om mors og fars opmærksomhed. Besøg hos min mormor var anderledes. Da jeg var syv år, fik jeg lov til at tilbringe en hel uge hos hende i ferien - helt alene. Jeg husker lange gåture langs Elbens strand, den store eventyrlegeplads med svævebanen. Jeg husker det kærligt dækkede morgenbord med det blomstrede porcelæn, friskbagte rundstykker og bjørnepølse. Og selvfølgelig fik vi lov til at spise så meget, vi ville, uden at skulle dele med vores søskende. Bedstemor døde desværre alt for tidligt. Men så snart jeg lugter havet eller friske rundstykker, kommer hun til live igen i mit hoved."
Christiane (59): "Smagen af sukkerkæden"
"Vi plejede at gå i friluftsbadet næsten hver dag om sommeren. Det bedste var at stå i kiosken efter svømningen, helt frossen og dryppende, og købe slik. Jeg glemmer aldrig den lækre smag af sukkerkæden om halsen, som man gradvist gnavede af. Hvis der ikke var penge nok til en halskæde, skulle det i det mindste være et sukkerarmbånd."
Nicole (51): "I høj fart over bakken og så ..."
"Det var vanvittigt: Jeg fik discoløbehjulene, dem med gummiproppen foran. Og nogle af mine venner havde dem også. Vi mødtes næsten hver eftermiddag på en nyasfalteret vej. Der var kun få biler på vejen. Der var en lille bakke med jernbaneskinner på toppen. Man skulle gå derover og lade sig rulle ned. Den, der kom længst, vandt. Selvfølgelig var tilløbet afgørende. Det er klart. Det var simpelthen fantastisk."
Kilde: LEA