Ulykke med fatale konsekvenser

Lykke er, når dit hjerte springer. Lykke er lethed, er forbløffelse. Lykken finder altid sted i nuet, den kender ingen fortid, ingen fremtid. Lykken spørger ikke, hvilken situation du er i. Den ser kun på, om du elsker, og om du er åben for at blive rørt." Da Flor Schmidt lader tankerne flyde i en pause fra sin yogatime og finder disse varme ord, bliver hun selv overrasket. Et par år tidligere havde hun oplevet det værste, der kan ske for en mor: Nytårsaften 2011 blev hendes ældste søn kørt over af en bil på en landevej kun få meter fra hendes forældres hus. Nicolai døde af sine alvorlige hovedskader på hospitalet kort tid efter.

Familien havde netop fejret hans 17-års fødselsdag den 23. december. Opkaldet kom kort efter midnat. En af Nicos venner er i telefonen. Han siger, at der er sket en ulykke, og at Nico er på hospitalet. For Flor og hendes mand Hubertus står tiden stille i dette øjeblik. Deres søn er alvorligt kvæstet og bliver opereret. Tidligt om morgenen har lægerne ikke mere håb. Nico kommer til at dø. Et hav af frygt, vrede og fortvivlelse skyller ind over Flor. Men da hun holder sin søns varme hånd på intensivafdelingen, får hendes smerte pludselig selskab af en ubetinget kærlighed, som hun aldrig har følt før. Kærlighed til Nico, til hendes anden søn Kasimir, hendes mand og alle de andre mennesker omkring hende, som var kommet for at sige farvel.

Det svære arbejde med at sørge

Moderen tillader sig selv at blive involveret i følelsen: "Jeg lod denne følelse lede mig i alt, hvad jeg gjorde fra da af. Jeg følte mig guidet og tryg på en mærkelig måde." Den første beslutning, hun træffer i tillid til sin intuition, før hun giver slip på Nicos krop, er at donere hans organer og give liv til flere fremmede. Da familien vendte hjem, var tabet allestedsnærværende. "Vi kunne ikke forestille os, at vores hjerter ville blive ved med at slå, at vores liv ville fortsætte. Det var umuligt for tiden at gå videre uden denne del, som havde gjort vores familie komplet."

Men viserne på uret bevægede sig ubarmhjertigt fremad. En ny dag begynder igen og igen, en dag, som ønsker at blive levet, som skal leves. Omsorgen fra venner og Hubertus' familie bar hende gennem ugerne efter begravelsen. "Vores venner sørgede for, at vi aldrig var alene med vores smerte for længe." De kom forbi med mad og for at tale, for at dele deres egen sorg. Nicos venner og klassekammerater besøger også ofte familien. Hans mor er klar over, hvor stort et aftryk hendes vidunderlige søn har sat i folks hjerter. I stedet for at gemme sig giver Flor sig selv lov til at føle smerten. Hun ser rædslen i øjnene, græder, når længslen bliver overvældende, og lærer, at hun ikke må lade sig dominere af alle de ubesvarede hvad-nu-hvis-spørgsmål.

På en af disse dage sender hun for første gang et brev til Nico på hans e-mailadresse. En af mange beskeder, som hendes mor hælder sine tanker, al sin kærlighed og sine spørgsmål ind i. Der vil gå lang tid, før hun holder op med at åbne sin bærbare computer i et kortvarigt håb om et svar fra det sted, hvor Nico nu befinder sig. Selvfølgelig ved hendes mor, at det ikke vil ske. Men Flor ønsker at være åben over for sine følelser, som gør uendeligt ondt, men som også giver hende mulighed for at være tæt på sin søn igen og igen. Hun accepterer tankerne fra fortrolige, fra sin healer, som tager sig af hendes rygsmerter, som ingen indsprøjtning fra lægerne kan hjælpe på, og også fra andre sørgende, som krydser hendes vej igen og igen som ved et tilfælde. Skridt for skridt kommer hun ind i et nyt liv, hvor Nico ikke længere er der, men altid er med hende. "Jeg kan mærke, at kærligheden ikke slutter med døden, at intet i verden kan forhindre mig i at fortsætte med at elske dig," skriver hun i en e-mail . At arbejde sig igennem sorgen betyder at se nøje på forhindringer og ikke ignorere dem, "ellers vil du snuble over dem igen og igen."

I dag deler Flor Schmidt sine erfaringer i foredrag og som rådgiver med andre berørte mennesker: "Sorgen ligger tungt på mit bryst. Jeg prøver at trække vejret gennem den. Ligesom jeg har lært at gøre. Kom nu, smerte, jeg er ikke længere bange for dig. Jeg kan holde dig ud, fordi jeg kan mærke, at der er noget inden i mig, som er stærkere end dig."

Bogtip: I "Weiter als das Ende" beskriver Flor Schmidt sin sorgrejse med meget personlige ord og giver værdifuld indsigt i, hvordan sorgarbejde kan se ud og fungere.

Dato: 14.01.2021