Denne junidags svale tyngede haven ned som et tungt, usynligt tæppe. Selv fuglene var holdt op med at synge, og luften var så stille mellem de gamle æbletræer, at man næsten følte, at man måtte tygge på den, mens man trak vejret. Vi havde trukket os tilbage til det lille, lidt afsidesliggende træhus for enden af grunden. Det var et sted, der duftede af tørt fyrretræ, gammelt værktøj og tørret lavendel - et fristed, hvor tiden syntes at flyde langsommere. Her søgte vi faktisk bare ly for den ulidelige middagshede, men den følelsesmæssige ladning mellem os havde længe været langt mere intens, end termometeret udenfor antydede.

Så, næsten uden varsel, ændrede atmosfæren sig. Himlen skiftede farve fra en strålende blå til en truende antracit. Først kom der kun enkelte, store dråber, der ramte det bølgede metaltag som tunge trommeslag, men i løbet af få sekunder blev alle sluserne åbnet. Regnen forvandlede verden uden for vinduet til en grå, brusende mur. Den umiskendelige lugt af frisk regn på brændende varm asfalt og den kølige, jordagtige fugt fra haven trængte ind gennem det vidt åbne vindue. Det var en sensorisk overbelastning, som ramte os begge på samme tid.

Den pludselige, radikale afkøling udefra dannede den perfekte, næsten smerteligt intense kontrast til den varme, der brændte mellem os. Vandets rytmiske, øredøvende klukken på taget virkede som et arkaisk hjerteslag, et ur for vores længe undertrykte begær. Vi stod meget tæt på hinanden, og jeg kunne se de små hår på hans underarme rejse sig i det svage lys fra sommerhuset, da den første kølige brise rørte ved vores ophedede, næsten febrilske hud. Hver bevægelse, hver berøring føltes mere primal, vild og ægte under den buldrende torden, der fik trægulvet til at vibrere under vores bare fødder.

Vi lod os uden modstand rive med af tordenvejrets rå, uhæmmede energi. Det var en fuldstændig flugt fra civilisationen, et instinktivt, næsten shamanistisk øjeblik midt i de frigjorte naturkræfter. I ly af de knirkende trævægge, mens verden udenfor syntes at synke ned i vandmasserne, var der kun vores tunge, synkroniserede åndedræt og den øredøvende lyd af regnen tilbage. I denne time var der ikke noget i går, ingen sociale konventioner, ingen forpligtelser og ingen bekymringer - kun det nøgne her og nu og denne berusende, elektriske følelse, der gik gennem vores kroppe som et lyn. Vi var ét med stormen, ét med regnen og frem for alt ét med os selv.