Burde jeg have haft mistanke om noget? Undertrykte jeg sandheden? Jeg stiller mig selv disse spørgsmål igen og igen. Der er gået over et år siden affæren mellem min mand Ingo og min bedste veninde Sabrina. Jeg kan stadig ikke forstå det. Ingo og jeg har kendt hinanden siden niende klasse. Han er den mand, som jeg fik mit første kys med, min første gang. Men da vi gik ud af skolen, ville vi helt forskellige ting og gik hver til sit.

"Det var så dejligt med Ingo. Vi ville gerne blive gamle sammen."

Ti år senere fik vi mere eller mindre tilfældigt kontakt igen via Facebook og genoplivede vores barndomskærlighed. Det var så dejligt at have ham ved min side, alt føltes så velkendt og intimt. Vi blev hurtigt gift og fik to børn. Vores familielykke var perfekt. Som i alle andre forhold var der også op- og nedture i vores. Den tid, hvor vores afkom blev flyvefærdige, var særlig vanskelig, og vi måtte finde os selv på ny som par. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at Ingo allerede var ved at tage afstand fra mig på dette tidspunkt.

Han blev ved med at have humørsvingninger. Jeg tog det ikke særlig alvorligt på det tidspunkt, men kastede mig ud i mit nye liv uden børn. Jeg meldte mig blandt andet til et yogahold, og det var der, jeg mødte Sabrina. Vi faldt i hak med det samme og havde utroligt meget til fælles. Det siger sig selv, at vi hurtigt fik et dybt venskab.

"Vi lavede ofte ting sammen, vi havde det altid så sjovt"

Jeg var især glad for, at hun også kom så godt ud af det med Ingo og var i stand til at trække ham ud af hans skal igen. Vi tre lavede mange ting sammen i løbet af de næste par måneder. Om det så var et restaurantbesøg, en spilleaften eller en weekendtur. Der var altid sådan en god stemning mellem os. Vi oprettede endda en WhatsApp-gruppe for os tre. Jeg følte mig lige så livlig, som jeg gjorde som teenager. Jeg husker især én aften: Det var en varm sommerdag, og vi havde siddet i en ølhave i timevis og fjollet rundt, bestilt den ene pint efter den anden og taget masser af billeder af os selv. Jeg kunne især godt lide det billede, jeg tog af Sabrina og Ingo. Hvor intimt hun lagde armen om ham, og hvor glad han strålede. Det virkede meget intimt. Og alligevel tænkte jeg ikke et sekund på, at de kunne være mig utro.

I begyndelsen af 2019 blev min mor alvorligt syg, og jeg boede hos hende i Bremen i et par uger for at passe på hende. Da jeg kom hjem til Ingo, fornemmede jeg, at stemningen mellem os havde ændret sig på en eller anden måde. Han virkede anspændt og kom ofte først hjem sent om aftenen. Han havde pludselig heller ikke lyst til at gå ud med Sabrina og mig. Da jeg spurgte ham om det, sagde han, at arbejdet var så stressende i øjeblikket. Hvorfor skulle jeg ikke have troet på ham? Vi havde trods alt været et par i over 20 år. Jeg fortalte selvfølgelig Sabrina om Ingos opførsel. Hun var forstående og rådede mig til bare at lade ham være i fred et stykke tid, så skulle det hele nok løse sig. Hvor lusket af hende!

"Jeg fik aldrig noget svar på spørgsmålet: Hvorfor?"

Bare tre uger senere sendte Sabrina en mærkelig besked i vores WhatsApp-gruppe, med vilje, som jeg nu ved. "Tak for en dejlig aften, min kære Ingo. Jeg elsker dig så højt!" Først troede jeg, at det hele var en joke. Jeg sendte endda en grinende smiley i chatten som svar. En time senere så jeg, at både Ingo og Sabrina havde forladt gruppen. Der stod jeg så, alene med beskeden, og sandheden trængte ind i mit hjerte: Det her er ikke en joke. Min mand er mig utro med min bedste veninde. Ingo var stadig på kontoret. Jeg ringede selvfølgelig til ham, men han tog ikke telefonen. Da han kom hjem om aftenen, konfronterede jeg ham.

Han sagde, at de aldrig havde planlagt det på den måde, det var bare sket. Ingen undskyldning, ingen anger, ingenting. Han pakkede et par ting, og så var han væk. Han var ikke engang parat til at svare på mine spørgsmål. Hvor længe har det stået på mellem jer? Hvorfor hende? Jeg var så skuffet, vred og desperat. Jeg sendte flere beskeder til Sabrina og krævede en forklaring. Men hun havde blokeret mig i mellemtiden, og sms'erne blev ikke til noget. Ingo trak sig også helt væk fra mig. Han skrev kun til mig en gang mere for at fortælle mig, hvornår han kom forbi med flyttebilen for at hente resten af sine ting. Det var så det. I et stykke tid håbede jeg, at han ville indse sin fejltagelse. Dumt, som jeg indser nu. Vores skilsmisse er snart afsluttet. Men der vil gå et stykke tid, før jeg kan stole på ham igen.